Clermont-Ferrand
August 2006 - juli 2007
Julebrev
Clermont-Ferrand den 30. november 2006
 
Kære kollegaer og venner
 
Tiden løber her i Clermont-Ferrand. Byen er ved at være klar til det store juleshow, og der bliver virkelig gjort noget ud af det. Når det hele tændes på lørdag den 2. december, vil hele den indre by, hvor vi bor være et lyshav af udsmykning. I alle gader hænger lysende stjerner, gran, kugler osv., alt med lys på. Sjovt nok er en stor del af udsmykningen blå, i vores gade er opstillet 10 ’stjerneskud’, 4-5 meter høje lysende tingester, med stjerner og stjernestøv, i blåt. Juletræet på Place de Jaude, som vi kan se fra vores vinduer, synes større end det på Rådhuspladsen i København, og bliver udsmykket med glaskugler og lys i overstørrelse.
 
Fra Tyskland er der indhentet et kæmpe, illumineret Pariser-hjul, som er ved at blive stillet op i øjeblikket, det synes at være lige så stort, som det der står på Rue Rivoli i Paris.
 
Så julen er reddet, og blå! Vejret er ikke lige julevejr, i sidste uge havde i 19½ grad, og i øjeblikket svinger dagtemperaturen mellem 10 og 16 grader. Men der kommer også dage med sne og frost, det hører med til klimaet her, og så får vi udsigt til sneklædte bjerge fra vores terrasse. Det er som sagt muligt, ca. 30 km herfra, at dyrke både alpint og langrend, så det glæder vi os til.
 
For mit vedkommende bliver nok mest til at stå på ski i ordets bogstaveligste forstand, min ben er ikke gode for tiden, men som nogen af jer ved, er jeg i gang med et forløb, hvor jeg skal have opereret dem, således at blodomløbet skulle blive bedre. Jeg har nu fået en tid på det lokale hospital, hvor jeg skal til samtale med en professor, den 9. januar, så det kan desværre godt være, at operationen kolliderer med højsæsonen for ski.
 
December bliver travl, med forberedelse til julen, som trods lokaliteten, bliver så dansk som det er muligt. Natasja og svigermor ankommer den 23. december, efter et kort ophold i Paris. Julemaden er reddet, både juleaften og julefrokosten, håber jeg. Flæskestegen skal bestilles hos slagteren, de er ikke vant til at sælge kød med ’hud’ på, men det skulle kunne lade sig gøre. Ænder er her nok af, gode saftige Berberiænder, og takket være vores gode venner, som var på besøg her i starten af november, bliver det nu muligt at lave rigtig rødkål, med Heidelbergs lagereddike. Vineddike giver ligesom en anden smag! Rødbederne til julefrokosten kan nu også syltes med den rigtige eddike. Vores venner medbragte ligeledes 2 glas karrysild, pebernødder og en masse søde sager sager, og slaget til den hjemmelavede rullepølse har jeg allerede set set hos min lokale slagter. Mit eneste problem er kulør til den brune sovs, men det er faktisk lykkedes mig at fremstille lidt farvestof ved hjælp af brunet sukker og vand, så det skal nok gå.
 
Alt i alt bliver det nok en rigtig ’hjemmelavet’ jul, så det glæder vi os til.
 
I Danmark er der vel også godt gang i juleriet, det er vel som det plejer at være? Og I ser formodentlig frem til en god og velfortjent juleferie? Det er en af de gode ting ved julen!
 
Se filmen: Blå jul i Clermont-Ferrand under Billeder/Blå jul i Clermont.
 
Nu må I ha’ det rigtig godt, og hvis vi ikke ’snakkes’ ved inden jul, vil jeg ønske jer en rigtig god og afslappende jul og juleferie, og et godt og hyggeligt nytår.
 
De bedste julehilsener fra os i Clermont
Jørgen
 
PS: Min lille elektroniske kogebog har fået en ansigtsløftning. Se på www.markmad.dk