Clermont-Ferrand
August 2006 - juli 2007
En dag i Clermont_Ferrand
23. oktober 2006
 
Jeg har lige siddet på terrassen, i T-shirt, uden at fryse. Klokken er 21 og temperaturen er 20 grader. Luften er mild og behagelig. I dag har temperaturen været oppe på 23 grader midt på dagen, det er helt fantastisk. En god ting ved det midtfranske er, at dagstemperaturen holder længe ud på aftenen, ikke som i Danmark på denne tid, hvor aftenerne og nætterne er kolde og klamme (Je croix).
 
Normalement står jeg op mellem klokken 4 og 5, jeg har ikke det store søvnbehov. Efter at have lavet en kop helt nødvendig morgenkaffe, sætter jeg mig til computeren. Lader Internettet bringe nyt fra den store verden. Læser mails, tjekker vejrudsigt for Danmark og Clermont-Ferrand, tjekker mail, måske har jeg vundet på Lotto, jo det har jeg: 50 kr. Øv. Hvornår kommer den store gevinst, det må snart være min tur.
 
I dag vil jeg male lidt videre. Jeg har to lærreder i gang, et med udsigten fra domkirken ned ad Rue de Gras, med vulkanen Puy-de-Dôme i baggrunden, og et fra hovedgaden i Montferrand, som er den ene af de to bydele, som Clermont-Ferrand består af.
 
Jeg´ gør klar, blander nye farver og går i gang. Nogle gange kører det bare, og andre gange er det lidt trægt, som i dag. Ja, men så tror jeg hellere, jeg vil læse lidt. Det er en helt ny fornemmelse, at have tid til at læse. Før i tiden, da jeg var yngre, læste jeg en hel del, et par bøger om måneden. Men i de sidste 10-15 år, at det ligesom ebbet ud. Men nu: jeg har læst 5 bøger på to måneder. I øjeblikket er det Åsne Seirstad: 101 dage, som handler om tiden op til den amerikanske invasion i Irak. Jeg har også fået læst ’Da Vinci mysteriet’, ’Drageløberen’ og flere andre, rigtig gode bøger. Herligt.
 
Jeg er lige ved at glemme, at Lisbeth skal møde kl. 8.15 på universitetet, i dag skal hun fremlægge en stor opgave om Danmark (på fransk selvfølgelig). PowerPoint og hele udstyret, hun er velforberedt, så det skal nok gå. Alle kineserne på holdet vil klappe i deres små hænder, nu får de Danmark placeret på verdenskortet.
 
Der er 33.000 studerende i Clermont, det er virkelig mange i forhold til indbyggertallet på ca. 150.000. Men man mærker det også på byen, der er virkelig mange asiater, ligesom der er en mængde asiatiske restauranter, som for øvrigt laver dejlig, stærk (og billig) mad. For 75 kr. kan man spise en pragtfuld buffet med nems (små forårsruller), alt i indbagt kød og skaldyr samt karry- og andre retter, ris, salater og dessert.
 
Men der er også gode franske restauranter, forleden dag spiste vi (for i øvrigt sammen med Ove og Alice) på en fransk restaurant, hvor maden var helt i top: Saucer med Bleu d’Auvergne og svampe, kød der var mørt, og kartofler, stuvet med den lokale ost: Cantal. Lækkert, lækkert.
 
Nå, Lisbeth er gået til dagens dont, og Maja er vækket, hun skal møde kl. 10 på Lycée Jeanne d’Arc. Her er der anderledes disciplin på skolerne. Hvis Maja har været væk fra en time (sygdom etc.) modtager vi dagen efter et brev, hvor vi skal begrunde fraværet, og underskrive. Sygdom skal meldes til kontoret på skolen om morgenen, hvilket en venlig dame ringede og fortalte os. Kom ikke her og bliv væk! Der er ro i timerne, fortæller hun, og det er lige før, man rejser sig, når læreren kommer ind i klassen. Tests flere gange om ugen, og ellers i forelæsningsstil, hvis du ikke kan følge med, ja, så er det din egen sag.
 
Maja er gået, og det er jeg også: med hunden. Parkeringsbilletten på Place d’Etoile skal fornyes hver dag inden kl. 9, så det kombineres med morgenturen med Siofra. Efter at vi har endelig har fået franske plader til bilen, har vi også fået lov til at parkere til en rimelig pris i vores område: 1 euro om dagen. Før vi havde tilladelsen, var det 10 euro om dagen. Noget af en besparelse. Men der skal sættes en billet til 1 euro i forruden hver dag.
 
Til gengæld sparer vi parkeringspengene, f.eks. fra på onsdag, hvor vi drager til Bretagne i nogle dage. Majas efterårsferie starter onsdag kl. 12, og så henter vi Lisbeth på universitetet kl. 13, hvorefter vi drager direkte mod Tours, uden for hvilken der ligger en lille landsby, Villaines les Rochers, som er berømt for kurvefletning. Den skal vi besøge torsdag formiddag, Lisbeth er selv kurvefletter om en hals, så det besøg kan ikke undgås. Derfter kører vi til Dinard, som ligger i det nordlige Bretagne, i nærheden af Mont St. Michel, slottet på den lille ø lige ved kysten, som skal ses, og hvor der i øvrigt er Europas kraftigste tidevand. De følgende dage skal bruges til udflugter i Bretagne.
 
Resten af dagen i dag, det var det, vi kom bort fra, er gået med forskellige sysler, og midt på eftermiddagen går jeg på Marché St. Pierre, for at supplere til aftensmaden. Markedet ligger næsten lige ved siden af vores lejlighed, og er en lille hal med åbne boder: slagtere, grønthandlere, ostehandlere, vinhandlere og specialboder med alskens lækkerier og specialiteter. Grøntsager, frugt, oste, fisk og kød er arrangeret på den mest indbydende måde, og selvom priserne ligger lidt over supermarkedsniveau, er varerne til gengæld lækre og friske, og man kan få en lille snak om mad og kvalitet.
 
Når indkøbene er overstået, har jeg en lille svaghed for en café: Le Clair Mont, hvor jeg ofte nyder en forfriskning (læs: une préssion Afflegem). Afflegem er belgisk øl på fad, som smager fortrinligt. I dag sad jeg på fortovet og betragtede mine franske byfæller, og det er ikke uinterressant. Som menneskene dog er forskellige, og dog ens. En stor forskel fra Danmark er der: langt færre kraftige mennesker. Jeg tror det må tilskrives de franske spisevaner, som altid indbefatter salat, grønt og frugt. Det siger statistikken i hvert fald: færre hjerte-kar sygdomme i Frankrig, og lidt længere levealder end i Danmark. Såååh – skal man blive her?
 
Ja, ja. Aftensmaden er spist, og jeg har, som nævnt i begyndelsen, siddet lidt på vores kæmpe-terrasse og nydt det varme oktobervejr. Jeg vil slutte nu, litteraturen og sengen trækker.
 
Hav det rigtig godt alle sammen, husk at nyde livet, også på arbejdsdage, selvom I sikkert tænker: det kan han sagtens sige, han, der ikke skal op på arbejdet hver dag. Og det er naturligvis rigtigt, men jeg kan kun sige én ting: Selvom det var dybt besværligt, og der var mange bekymringer og problemer inden vi tog afsted, det er det hele værd.
 
Kærlig hilsen
Jørgen